En dejlig Naturens Dag ved Stinesminde
Koordinator Alan Phipps fra DN Mariagerfjord fortæller: Ca. 400 børn og voksne fejrede en solrig Naturens Dag ved Stinesminde havn søndag den 10. september. 17 frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord lavede masser af sjove og spændende naturaktiviteter.38 børn og 39 voksne deltog i den korte orienteringstur ved havnen eller den lange tur rundt i det smukke område. Alle der deltog i løbene kunne vælge en lille gave efter aflevering af udfyldt svarskema.
Vinder af præmien for den lange tur var den 10-årige Naja Lubeck fra Hadsund, og Karina Spring fra Arden vandt præmien for den korte tur
50 børn samlede selv et insekthotel med kyndig vejledning af tre DN frivillige, og med hjælp fra forældre eller bedsteforældre. De tog insekthotellerne med hjem til at hænge op i haven eller på altanen.
Ca. 130 børn og voksne deltog i en billede quiz om naturen, og alle vandt flotte små præmier.
19 besøgende hørte om hvordan de kunne få deres have registreret som Giftfri, og ca. 30 hørte om enkelte tiltag for at gøre haven mere naturvenlig for vilde dyr og planter. En levende skrubtudse var med som ambassadør for den Giftfri og Naturvenlig Have.
Naturluppens udstilling var meget populær, og de frivillige fortalte mange sjove fakta om den nære natur.
21 lærte at bruge appen Naturtjek, til at registrere mangfoldigheden i naturen.
Alt i alt havde alle besøgende og de frivillige fra DN Mariagerfjord en dejlig Naturens Dag.