Nyhed

Fuglegruppen fra DN Mariagerfjord og Hobro Golfklub får Natur- og Miljøprisen Mariagerfjord 2020

Pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune d. 17. august 2020.
Weekendens indvielse af den vilde natursti på golfbanen i Hobro bød på en stor overraskelse. Golfklubben og Fuglegruppen i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN) fik nemlig overrakt Mariagerfjord Kommunes natur og miljøpris.

Lørdagens solskin fra en skyfri himmel fik bier og sommerfugle til at tage for sig af nektaren fra de mange nye vilde blomster. Rammerne var således helt i top til at indvie den nye golfsti og hylde det unikke arbejde med at kombinere golfsporten med et levende natur- og friluftsliv.

I dagens anledning var udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen på pletten med tale og snoreklip. Her tog han fusen på de mange gæster ved at overrække årets natur- og miljøpris, som en anerkendelse af det enestående arbejde med at fremme den vilde natur.

Ifølge Jørgen Hammer Sørensen er det især det frugtbare samarbejde mellem golfspillere og naturfolk, der har fået priskomitéen til at løfte øjenbrynene.

- Der var kurrer på tråden, da golfbanen i sin tid blev anlagt. Nu ser vi et fælles fodslag om at værne om naturen og skabe ideelle rammer for golfspillere og naturelskere, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Langs golfbanen vrimler det med nye levesteder for insekter, padder og fugle. Her finder man stendynger, gamle træstammer, træer med fuglekasser, vilde urter og vandhuller.

Dele af banen slås kun et par gange om året og det giver de blomstrende urter gode levevilkår. 24 fuglekasser er sat op og fugle har allerede bygget reder i kasserne. Det hele kan opleves via vandreruter, der byder på fantastiske udsigter og adgang til imponerende gravhøje, hvor man mærker historiens vingesus.

Udvalgsformanden mener, at det er velfortjent, at golfklubben og fugleentusiasterne løber med prisen.

- De har en utrolig vilje til at samarbejde, og det bør være en inspiration for os alle. De har nemlig vist os alle, at det batter noget, når vi sammen gør en frivillig indsats for at fremme den vilde natur, slutter udvalgsformanden.

Det er Mariagerfjord Kommune og Grønt Råd, der står bag natur- og miljøprisen. Med prisen følger et diplom og check på 5.000 kroner.

Alle der gør en særlig indsats for at fremme natur og miljø og en bæredygtig udvikling kan komme i betragtning. Tidligere modtagere af prisen er Naturluppen, virksomheden Aage Vestergaard Larsen, Mariagerfjord Gymnasium, landmandsparret Tine og Per Rytter Andersen i Hvilsom, Moselys Venner, Rockwool/Arden Varmeværk og Hadsund Kreaturslagteri.

Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen overrækker Natur- og Miljøprisen Mariagerfjord 2020 til John Astrup (formand for Hobro Golfklub) og Peter Toubøl (formand for Fuglegruppen v/DN Mariagerfjord)

Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen klipper snoren til den nye natursti på Hobro Golfbane.