En motorsavsmassakre er gået igennem Oxendalen i Mariager.
En motorsavsmassakre er gået igennem Oxendalen i Mariager. En betydelig del – formentlig mere end 100 – af de markante bøgetræer er fældet. Dette til trods for, at fredningskendelsen tydeligt fastslår, at bøgebevoksninger skal bibeholdes og at driften skal ske ved plukhugst.Sidste år blev granbevoksningen i bunden af dalen fjernet i henhold til fredningsafgørelsen – og vi fik en meget smuk dal omkranset af store bøge på dalsiderne.
Nu er en betydelig del – formentlig mere end 100 – af disse markante bøgetræer fældet. Dette til trods for, at fredningskendelsen tydeligt fastslår, at bøgebevoksninger skal bibeholdes og at driften skal ske ved plukhugst.
Det, der er sket nu, hvor der er fjernet mere end 50% af træerne, kan ikke – selv med god vilje - betegnes som plukhugst. Det kan snarere betegnes som rovhugst på skoven, formentlig af rent lukrativ interesse.
Uden nænsomhed har man råt og brutalt fældet mange mere end 100 år gamle bøge.
Skovejeren har i den samme fredning tidligere renafdrevet et større område af bøgetræer og har af den grund fået en kraftig påtale af fredningsnævnet med krav om nyplantning.
Men opvækst af bøg tager mange år.
I forbindelse med fældningen i Oxendalen kunne man i det mindste have forventet, at skovejeren forinden havde konfereret med kommunen/fredningsnævnet.
Der er gode grunde til at råbe vagt i gevær, idet mange træer mærket til fældning endnu ikke har fået motorsaven at mærke.
Og hvad bliver det næste?
Lad os dog stå sammen om at bevare denne smukke dal og lade forstå, at man ikke blot kan skalte og valte med et fredet område efter forgodtbefindende.
Ole Guldberg
Næstformand
DN Mariagerfjord