Nyhed

Foråret 2023: 112 ugle- og tårnfalkeunger ringmærket

Fuglegruppen har i foråret 2023 fortsat arbejdet med ringmærkning af ugle- og tårnfalkeunger.

I foråret 2023 er hele 74 tårnfalkeunger, 38 natugleunger samt en voksen ugle blevet ringmærket af biolog Lars Bo Jacobsen i samarbejde med Fuglegruppen fra Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord.

Det er næsten dobbelt så mange som sidste år og skyldes, at fuglene på grund af et godt museår, har haft rigelig med føde i vinter.

Samarbejdet foregår på den måde, at Fuglegruppen tjekker de opsatte kasser med et wifi videokamera på en 8 meter lang teleskopstang, så vi ved, om der er æg og unger i kasserne.

Ud fra billederne vurderer Lars Bo så, hvornår det er tid til at ringmærke ungerne. Ungerne skal nemlig helst være så store, at ringen ikke kan falde af, men heller ikke så gamle, at de flyver fra redekassen.

 Læs mere under Fuglegruppen på hjemmesiden og se en film om ringmærkningen.