Fredning: Bakkelandet omkring Kielstrup Sø fredes
- 14. december 2020
På nordsiden af Mariager Fjord mellem Valsgård og Oue, ligger den smukke Kielstrup Sø. Søen er omkranset af et af de mest imponerende landskaber i hele landet, og fredningsnævnet har netop besluttet at gennemføre en revideret fredning af området.
Fredningen, der samler otte gamle fredninger i én, giver landskabet og naturen den bedst mulige beskyttelse. Fredningskendelsen medfører også, at det nu bliver muligt at gå hele vejen rundt om Kielstrup Sø via en ny sti.
Læs videre under billedet
Landskabet beskyttes
Området, der omkranser Kielstrup Sø, er karakteriseret ved store terrænforskelle, hvor høje bakker veksler med dybe dale, der munder ud i lavtliggende engarealer ved sø og fjord. Landskabet er dækket af en blanding af skov og åbent land, som giver mulighed for vide og storslåede udsigter, men også for intime naturoplevelser som fx ved Karls Møllebæk, der i dag løber frit i den urørte skov.
Ifølge Ole Guldberg, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord, betyder den nye fredning, at det nuværende landskab bevares og i fremtiden er langt bedre sikret mod blandt andet bebyggelse, tekniske anlæg og tilplantning. For Ole Guldberg er fredningen en stor sejr for naturen, men også for lokalbefolkningen.
- Det betyder enormt meget, at vi nu ved, at vi også i fremtiden kan få glæde af det fantastiske landskab. Det er vigtigt for naturen og for biodiversiteten, men i den grad også for os, der bruger naturen – og det gælder også de næste generationer.
Naturen sejrer
Landskabet omkring Kielstrup Sø er ikke kun kendt for sin skønhed, men i høj grad også for sin naturrigdom. Her findes særligt mange kildevæld og våde enge, hvor man blandt andet kan finde orkideer som sump-hullæbe, maj-gøgeurt og plettet gøgeurt.
I områdets store skovpartier kan man være heldig at opleve sortspætte eller blå anemone. Disse arters levesteder bliver med fredningen beskyttet mod ødelæggelse.
Som en del af fredningen bliver der også åbnet op for naturpleje, så man kan passe bedst muligt på de sjældne arter – det gør man ved at holde bevoksningen i visse områder nede, så lyset kan nå selv de små planter.
- Det er vigtigt, at især de lysåbne naturarealer ikke gror til, så de sjældne arter bukker under, fortæller Ole Guldberg og fortsætter:
- Vi har desværre været vidne til, at en af landets mest sjældne arter – gul stenbræk – er forsvundet fra området på grund af manglende naturpleje.
Med den nye fredning har Mariagerfjord Kommune nu ret til at pleje de sårbare naturområder, så de kan opnå en god tilstand og sikre arterne.
Bedre adgang for naturgæster
Fredningen betyder også, at offentligheden får bedre mulighed for at færdes i området. Der etableres nemlig en sti, så man kan gå hele vejen rundt om Kielstrup Sø. Når stien er klar, kan man parkere sin bil ved Lundshøj og gå en tur omkring søen og opleve det dejlige område på nært hold. Der bliver også bedre adgangsforhold omkring Bredkilde, hvor man bl.a. kan opleve Bredkildestenen, der er en af Danmarks største sten og vurderes til at veje omkring 35 tons.
Mariagerfjord Kommune er ansvarlig for etablering og markering af stierne, så publikum kan finde rundt i området. Danmarks Naturfredningsforening har tilbudt kommunen at hjælpe økonomisk med etablering af stien over Karls Møllebæk.
Samtykkeerklæring ved afgivelse af underskrift på Danmarks Naturfredningsforenings (DN) hjemmesider
Oplysning om det samtykke du accepterer ved at afgive din underskrift på en underskriftsindsamling på en af vores hjemmesider.
Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at kontakte persondata@dn.dk.
Samtykkeerklæring
Der gives samtykke til at nedenstående organisation behandler dine persondata:
Danmarks Naturfredningsforening
Adresse: Masnedøgade 20
By: 2100 København Ø
CVR/EAN: 60804214
Telefonnr.: 39174000
E-mail.: persondata@dn.dk
Dine persondata behandles med følgende formål: Håndtering af underskrifter afgivet på en af DN’s hjemmesider.
Vi passer godt på dine data. Når du deltager i en underskriftsindsamling på en hjemmeside udgivet af Danmarks Naturfredningsforening, opbevarer vi dine indtastede data med det formål at kunne vise hvor mange personer, der har skrevet under på en given underskriftsindsamling og dermed tilkendegivet deres støtte til sagen: