Bestyrelsen i DN Mariagerfjord
Bestyrelsen for DN Mariagerfjord har det overordnede ansvar for afdelingens lokale arbejde i Mariagerfjord Kommune.I Mariagerfjord kommune har afdelingsbestyrelsen p.t. 12 medlemmer, 2 suppleanter og i alt omkring 40 frivillige DN-medlemmer i bestyrelse og interessegrupper, som alle - på vegne af DN's omkring 900 medlemmer i kommunen - arbejder for at bevare vores natur og beskytte miljøet, og som deltager i kampagner, der skal informerer kommunens borgerne om, hvordan de i deres dagligdag selv kan gavne natur og miljø.
En grundlæggende del af bestyrelsens opgaver er at ”være naturens vogter”, dvs. holde øje med og eventuelt klage over de offentlige myndigheders forvaltning af natur og miljø i henhold til de love og bestemmelser, der gælder på området. De vigtigste love er Naturbeskyttelsesloven, Miljøbeskyttelsesloven, Planloven og Husdyrbrugloven – alle med et væld af tilhørende og afledte direktiver, bestemmelser og vejledninger mv. Dertil får bestyrelsen hjælp af vores interessegrupper – og af landsorganisationens sekretariat i København.
En mere tiltalende del af bestyrelsens opgaver er at foreslå og/eller forestå nye lokale projekter og tiltag indenfor natur-og miljøområdet, eller afdelingen kan bakke op om projekter, som andre – offentlige eller private – foreslår. Der er meget vide rammer for kreativiteten (og lidt penge til rådighed) indenfor dette område. Hovedsagen er, at projektet på en eller anden måde gavner natur og miljø eller borgernes adgang til naturen.
Bestyrelsen kan kun løse denne del af sin opgave, hvis den får forslag fra DN medlemmer eller andre borgere og får deres hjælp til arbejdet.
Endelig har bestyrelsen ansvaret for at arrangere ture og møder for DN-medlemmerne og andre i Mariagerfjord Kommune.